Anmeldelse: James Holden & The Animal Spirits på Apollo

3/5 stjerner

I den skarpe eftermiddagssol foran Apollo trykkede James Holden på sine maskiner, og synthstemningsmagerens velkendte skæve, arpeggierede kompositioner blev skubbet frem af livetrommerne. Først i et adstadigt tempo men i et spændingsfyldt langstrakt crescendo.

Som en af hitmagerne på den elektroniske musikscene omkring årtusindeskiftet og det følgende årti kunne det nemlig godt være svært for dem, som kender ham, helt at tro på, at han havde lagt de pumpende beats og industrial-loops helt bag sig.

Det havde han. I stedet er fokus 100 procent på det nye, improviserende samarbejde med folkensemblet The Animal Spirits. Det fik man også at mærke på Apollo efter det indledende track, som ellers pegede på en koncert, der kunne tage lidt af begge dele med.

Man fik hurtigt at høre, at The Animal Spirits ikke bare er med til pynt, bells and whistles, men er et vigtigt element i det nye musikalske kapitel, Holden ønsker at åbne for sig selv. Således blev der for eksempel hurtigt sat ind med et af de numre, der kan nærme sig status som et “hit” fra den nyeste pladse, “Each Moment Like The First”. Et repetitivt synth-riff, der spiller bold med improviserende blæsere og trommer fra The Animal Spirits – men som denne dag godt kunne have klaret lidt mere af netop energiske improvisationer.

Der skal knald på, hvis en koncert på Apollo kl. 17.45 virkelig skal få folk til at danse, gå i trance, som altid har været en rød tråd i Holdens karriere og fortsat er det med The Animal Spirits. Måske det havde styrket oplevelsen, hvis det var i et lidt mere intimt rum. De folkede, utraditionelle arrangementer kræver lidt af publikum, noget som traditionelt lettes på de overdækkede scener.

Danseskoene blev endelig taget på til den svirvlende “Pass Through The Fire”, hvor Balkan møder repetitionen fra prog-trance i noget, som først virker skørt, men hurtigt bliver svært at stå stille til. Der var bare desværre ikke helt nok dansesko. Når man er den introverte, nørdede type, som James Holden er, skal der ske noget andet for at forbinde bandets energi med publikum, og på dét punkt manglede der lidt.

Når alt det er sagt, var det virkelig interessant at høre en elektronisk kunstner på denne måde gå all-in på en ny stilart, og i glimt kunne man da også fornemme, hvor det hele skal hen ad. Vi nåede bare ikke hele vejen derhen.

Anmeldelse: Stefflon Don på Apollo

Fredag aften på Apollo-scenen gjorde Stefflon Don sit, for at bevise at hun er “the real don dada”.

Med stort hår og dansere der var on point manglede der i hvertfald ingen energi fra scenen, selvom publikum til tider var lidt svære at danse med. Men på trods af publikums lettere tilbagelænethed, pressede Stefflon Don på for at vise hvad hun kunne.

For en kunstner med et relativt begrænset repetoire var Steff enormt selvsikker, og kommanderede scenen på en overlegen facon. Det hele blev måske i øjeblikke lidt rodet på de numre hvor Stefflon Don rappede sine egne vers over backingtracks med andre rappere, men på hendes egne tracks som “16 Shots”, “Senseless”, og ikke mindst kanonbangeren “Hurtin’ Me” bragede hun virkelig igennem, og det lykkedes at få publikum lidt op i gear.

Der er ingen tvivl om at Stefflon Don er the “real ting”. Hun rapper bedre end de fleste vi har hørt på årets festival, og hun synger som en drøm. Og mændene var vilde med hende. Vi glæder os til hun kommer tilbage til Roskilde Festival til en større scene med et par top 10 hits i bagagen. Skal vi gætte på 2019?

Foto: @lagoni

Anmeldelse: Smerz på Gloria

Smerz @ Gloria 5. Juli 16.45

5/5 stjerner

Smerz fik mange skandinaviske elektronikelskere til at spidse ørene med EP’en “Have Fun”, der kom i det tidlige forår. Smerz’ silkebløde stemmer blander sig med elektroniske kompositioner af den slags, som ikke blot går i ørene – de går direkte i maven. De to norske kvinder vækker mindelser om FKA Twigs (de er i øvrigt signed på samme label), men med lidt mere techno-hammer. Det skal forstås på den bedste måde. Et råt industrial-lydbillede lyder måske ikke umiddelbart som den bedste bund for følsomme og inderlige sange sunget med æteriske, lyse stemmer, men for Smerz fungerer det.

På Roskilde Festivals intime Gloria-scene fungerede det i særklasse. Det indelukkede, mørke rum vækkede genklang af de sylespidse synthstabs og crisp technobeats, men i momenter glemte man dette ellers voldsomme udtryk, fordi de fine stemmer svævende overtog lydbilledet. I begyndelsen fik de drømmende visuals endda Smerz til at se ud som om de bogstaveligt talt svævede, symptomatisk for deres lyd, der har fået “otherworldly” kastet efter sig en del gange allerede.

“I wanna feel you” lød det et kvarters tid inde, og der kunne mærkes masser både fra publikum og de to nordmænd frem og tilbage.

Et mærkeligt, næsten komisk indslag med to crossfittere, der lavede pull-ups virkede på en eller anden måde alligevel til de pumpende beats, men med efterfølgende catwalks og et optog hvor der blev strøet tryllestøv (?) ud over scenen truede det hele lidt med at forstyrre det samlede indtryk af et konsekvent og stringent set. Men det kom ikke for alvor til at skæmme oplevelsen, som først og fremmest var tight. Musikken er tight på plade, men det lykkedes faktisk Catharina Stoltenberg og Henriette Motzfeldt at spille numrene så man kunne høre, at det var live, uden at det forstyrrede Smerz’ sound. En sound, som kræver en vis præcision og balance at pulle off.

Publikum blev støt suget ind i Smerz’ fantasiverden, og da hittet “Because” pumpede af sted, kunne man for alvor fornemme elektriciteten på Gloria.

Smerz har kun føjet til hypen omkring sig. Velfortjent.