Ugens udgivelse: David Bowie – Love Is Lost (Hello Steve Reich Mix By James Murphy For The DFA)

David Bowie - Love Is Lost (Hello Steve Reich Mix By James Murphy For The DFA)

James Murphy remixer David Bowie “For The DFA”. Hvis du kender de tre elementer i denne ligning, vil du måske ikke blive overrasket, men til gengæld være glad.

Når du har fået pusten efter at have læst igennem den utroligt kringlede titel og trykker play, bliver du mødt af klapsalver. Just idet man begynder at tvivle på, om det er meningen det her, begynder de tilfældige klap at line op og danne et loop (Hello Steve Reich), og en subtil kickdrum markerer begyndelsen på denne mastodont af et track. Et repetitivt synthmønster åbenbarer sig, men træder brat i baggrunden, da klaveret rammer efter 1 minut og 50 sekunder. Og da Bowie begynder at synge, kan man tilgives for at glemme, at det overhovedet er et choppy klappe-loop og en elektronisk kickdrum, der danner bundlinien i nummeret.

Som det ofte var tilfældet med The DFA (James Murphy & Tim Goldsworthy) kan man ikke helt komme remixet i samme kasse som andre “remixes”, der ofte lidt grovhakket annekterer et nummer ind i tækknoens verden. James Murphys Bowie-behandling her bliver i højere grad til en sammensmeltning af tækkno, disco/nu-disco og, ja, Bowie. Det, der mest direkte placerer nummeret i tækknokassen, er vel i virkeligheden det taktfaste beat, der lyder 10 minutter i træk.

Næsten i træk.

Vi får et breakdown omkring halvvejs i nummeret, og bagefter rammer beatet igen med fornyet styrke. Den opmærksomme lytter vil forstå, hvorfor det samme beat pludselig lyder tungere. Det er nemlig først nu, efter at have teaset lytteren med beatet, belønnet ham med Bowie og teaset lidt mere, at der overhovedet kommer en bassline på beatet. Og alle elementerne i tracket får nu lov at åbne op for sluserne; Bowie med kor på, fuld power på strings og endda en ekstra krøllet synth på halen i de sidste to minutter. Det virker så stærkt, fordi det har været så forsigtigt indtil da.

Nummeret varer 10 minutter. Men når det slutter, har man lyst til at give en klapsalve og håber faktisk ens hænder går direkte ind i et loop. Jeg tror lige, jeg trykker play igen. 

Tracket udkommer som en del af 3-CD-deluxe-udgaven af David Bowies “The Next Day”, 4. november, Columbia Records.