Ugens udgivelse: Gesaffelstein -Aleph

(Ja, jeg ved godt, det er længe siden, pladen kom, men sygdom+jul+nytår, så slap af).

Image

Første lyd på Aleph er en kirkeklokke, der ringer. Hvis du kender lidt til Gesaffelstein i forvejen er det her, du tænker ”aaah, yes, I think I know where this is going”. Hvis du ikke gør, er det her, du for første gang bliver inviteret ind i franske Mike Lévys gotiske, vampyrbeboede, stenindfattede underverden af et organiseret støjinferno. Hvis musik kan ”lyde” mørkt, så er Gesaffelstein noget nær det mørkeste, du kan opdrive.

Den fornemmelse bliver lige fra første fløjt, nej, første ring, banket ind i lytterens hoved af en taktfast og tribalesque kickdrum-rimshot-clap-dæmoniskstemmeloop(!)-kombination. Efter den hæsblæsende intro får vi Pursuit, et nummer man allerede her på debutalbummet kan fristes til at kalde Gesaffelstein-classique, for mørkemanden fra Lyon har i løbet af få år, som få andre, fundet sin egen lille niche i tækknoens verden. Nå, men lyder det hele så bare sådan som vi kender det i forvejen? Nej, ikke helt. Den efterfølgende Nameless, såvel som titelnummeret, Wall of Memories og Piece of Future (et af pladens stærkeste cuts) lugter mere af tækkno-producer-skal-lave-et-fuldendt-album-numre. Det er almindeligvis meget farligt territorium at bevæge sig ind i, men vores gefranske ven har evner nok til, at det ikke bliver pinligt, blot forfriskende. Aldrig dansenumre, men stemningsnumre (dog tydeligvis produceret af en mand, der har sat sine ben på klubben mere end én gang).

Med Destinations får vi en ny dancefloor-Gesaffelstein at høre. Det er tungt og mørkt, men væk er den næsten over-eq’ede percussion, man er vant til. I stedet træder et underspillet beat akkompagneret af en konstant voksende spænding i bassline – så vel som det, man vel kun kan kalde en vaskeægte “techno-lyd”, der rammer efter 1 minut og 50 sekunder.

Endnu et nummer, der står ud, vil jeg vende: Hellifornia. Dels fordi det i sin lyd træder ud, dels fordi det er for vildt, og dels fordi det måske vidner om en side af Gesaffelstein, vi kan komme til at se mere til. Det lyder nemlig mere som et hip-hopbeat end et tækknobeat. Hvilket ikke er så mærkeligt, når man tænker på, at Mike Lévy producerede to numre på Kanyes Yeezus (tjek tracklisten). Hellifornia kommer du aldrig til at sætte på en stille søndag, mens du læser en bog. Det larmer for meget. En hyletone-synth skærer i dine ører, mens verdens største 808 får din mave til at rumle. Repeat.

Man kan være bange for, at en mand med så distinkt en lyd som Gesaffelstein bliver hængende i den (se: Deadmau5 og hans eigth-notes de første år af hans karriere). Men på et debutalbum må det trods alt være tilladt at spille med de samme muskler, man har trænet indtil da. Og som helhed leverer Gesaffelstein faktisk et album, der lyder som ham, men samtidig har rykket sig lidt, bare lidt. Så man kan både holde ud at høre det, hvis man er newcomer, og hvis man har dyrket alle singlerne og EP’erne, der er piblet frem op til Aleph endelig kom.

Men pas på: Det er ondt!