Hiphop | Ugens udgivelse: Raekwon & Ghostface Killah – Thim Slick Remix

Thim SlickDer har været meget snak om Wu Tang Clan den sidste uge, efter det kom frem at de planlægger at udgive en plade i kun et enkelt eksemplar, som så sælges til højestbydende, alt sammen krydret med listening parties på museer og gallerier verden over. Samtidig er der dukket nye interne beefs op i klanen, efter flere medlemmer har klandret Raekwon og Ghostface Killah for ikke at have ydet deres i forbindelse med det længe rygtede nye udspil fra Shaolin-klikket, A Better Tomorrow.

Men de to har åbenbart haft tid til at arbejde med lidt andre ting. I denne uge droppede de således et remix af Brooklyn-rapperen Fabolous’ sleeperhit fra sidste år, ”Thim Slick”, og det er bare lækkert.

 

Hemmeligheden er at de ikke har pillet synderligt ved tracket, men bare tacket deres egne vers på efter det oprindelige hook. Og selvom det godt kan lyde lidt dovent, er det meget kool, for man kan ikke brokke sig over den originale produktion med dreampop-samplet fra Dream Koala og James Brown skrigene, eller over Fabolous’ lækre første vers, som starter med et lille nod til Nice n Smooth:

”Sometimes I like slim, sometimes I like thick // Sometimes I combine them and I like thim slick”

Og derefter er det bare rart at høre Ghostface og the Chef på en hyggelig sommerbanger, der dropper perfekt til starten på sommertid, og som bare handler om alle mulige lækre piger. Og så vil jeg ellers ikke skrive mere om det, men vade ud i aftensolen. Hyg jer med det.