Tækkno | Roskilde 2014: Bas, larm og smoothness

Hvem er denne mand, og hvorfor bløder hans næse?

nicolas-jaar-500x250

Den værste bølge af forudsigelige “programmet stinker”- Facebook-opdateringer, avisklummer, blogindlæg og kommentarer på Dronning Louises Bro har lagt sig. Derfor vil jeg nu hjælpe dig på vej ved stilfærdigt at nævne, at du kun behøver at høre de følgende tre navne for at have en succesfuld festivaloplevelse. Så glem programsnobberne.


Sleigh Bells

“Larmende” er et ord, der slet ikke er mægtigt nok til at beskrive, hvor meget Sleigh Bells larmer. Så husk, hvis du er nysgerrig og lytter lidt her nedenfor, at det ikke er dine højttalere/hørebøffer, den er gal med: Sådan lyder Sleigh Bells bare.

Her er titelnummeret fra 2013’s generelt lidt skuffende Bitter Rivals:

Her er “Comeback Kid” fra 2012’s Reign of Terror:

Men hvis jeg skal være helt ærlig, vil det altid være det første album, Treats fra 2010, der står mit hjerte nærest. Særligt det første nummer, jeg nogensinde hørte med Sleigh Bells, “Crown on the Ground”:


Darkside

For at være helt ærlig, ved jeg ikke vildt meget om de guys her. Men Nicolas Jaar er den ene halvdel. Det er ham, der er på billedet oppe i toppen, og han har fået næseblod, fordi han har lyttet til sin egen musik (genhør da lige Space is only Noise, hva’?).

 

Og så har jeg hørt dette Darkside-nummer omkring en milliard gange:

You should too.


Maya Jane Coles

Deep house. Sygt smooth. Hvis du gik glip af det, havde hun en af de stærkere Essential Mixes sidste år. Nej, man må ikke spole i det. Hør nu bare det hele:

Hvis du alligevel ikke synes, du har to timer til at høre det hele, så gem det til en anden dag. Så har jeg til gengæld været flink nok til at plukke et highlight ud og servere på et sølvfad her: