Roskilde warm-up: Du har sikkert aldrig hørt om ham

Jeg har tidligere skrevet om, hvordan stjernenavne som Moderat, Kavinsky, Darkside og flere andre vil være guf for enhver Roskildegænger, der elsker elektronisk musik. Med dette indlæg vil jeg for en kort stund sætte fokus på en af de festivalartister, du sikkert aldrig har hørt om: Lunice.

lunice

Skal man beskrive ham med et ord, må det nødvendigvis blive dette: Trap. Det er en musikgenre, som kort fortalt låner en del fra den hårde afart af amerikansk southern rap, hvor tung 808-bas, synths (snarere end samples) og knastørre tintrummer regerer. Nu er trap blot kommet til tækknoens verden, så forestil dig et tungt hiphopbeat uden vokal, men til gengæld med skarpe synths, næsten øredøvende høje claps/snares og typisk en legen med loops, der kan gøre en 4-to-the-floor-dreng som jeg selv forvirret til tider.

Lunice’ første plade kom i 2010 og indeholder blandt andet smækre Hitmane’s Anthem. Fra hans nummer to, One Hunned, er især “I See U” et smukt eksempel på, hvordan trap med et minimalt antal elementer kan lyde så, ja, maksimalt larmende (hint: 1 minut og 49 sekunder):

Man kan næsten ikke nævne Lunice uden at nævne TNGHT. Canadieren slog nemlig for et par år tilbage pjalterne sammen med skotske Hudson Mohawke (som bl.a. har produceret for R.Kelly og Kanye West). Det blev til TNGHT EP i sommeren 2012. Det var en udkrystallisering af de to talenters samlede superkræfter, og pladen slog begges navne fast som de uofficielle prinser af det nyetablerede elektroniske trapkongerige. Det var samtidig et veritabelt “værs’go, you try it now” til alle producere, der savnede noget friskt, en ny måde at konstruere rytmer på, uden at det partout skulle være dubstep. “Hittet”, og vel nok også det mest indflydelsesrige nummer på pladen, hedder “Higher Ground”. Brugen af blæsere såvel som stemmesamples kan genkendes i mange andre produceres mere eller mindre smigrende can’t-help-but-use-it-efterligninger:

Spørger du denne skribent er det ubestridte mesterværk på pladen dog Bugg’n, som stadig bringer basdreven glæde på en solskins/regnvejrs/overskyet dag.

Lyder det ikke efterhånden, som om du skal se Lunice torsdag kl. 17.15 på Apollo?