Tækkno | Jamie xx – In Colour

Jamie_In_Colour_Cover

Et nøgent off-beat-loop, en dyb kickdrum og en insisterende, samplet vokal. Det kunne forveksles med ethvert andet lige-på-og-hårdt tækknotrack. Indtil der er gået 1 minut og 54 sekunder af Jamie xx’ debutlabum, In Colour (Young Turks, 1. juni 2015). Der skifter det hele nemlig karaktér, og Jamie viser sin sande karaktér. “Gosh” går fra ren industriel loopiness til øm, kontinuerligt klagende synth. I spænd med den ligeså non-stop bassline åbnes der op for det melodiøse, melankolske univers. Det livløse loop og den mekanisk lydende stemme får nyt liv.

Det er faktisk det, der sker hele vejen igennem. Jamie Smith giver rappere (Young Thug og Popcaan), bandmedlemmer fra The xx (Romy Madley-Croft & Oliver Sim), olietønder (!) og en lang række velvalgte samples nyt liv igennem sin eklektiske, elektroniske maskine. Som hele vejen igennem sammensætter disse elementer på en bund af, hvad der i bund og grund er dansemusik: groovy, bastungt, rytmedrevet. Men hele tiden med snerten af følelser, længsel.

Ingen steder tydeligere end på albummets fyrtårn af et sommerhit, “Loud Places” (du har sikkert hørt det ret mange gange allerede, men hvis ikke, så gør lige dig selv den tjeneste):

Koret synger (og du synger højst sandsynligt med):

I have never reached such heights//
I feel music in your eyes

Dén ufiltrerede glæde, sammen med Romys længselsfulde linjer om ensomhed midt i mylderet og larmen, lyder som ekstase, lige inden den forsvinder.

Når man tænker tilbage på The xx’ albums indtil nu, føles bandet mærkeligt begrænset i sit udtryk, for på In Colour bredes paletten ud og melankolien, som er den røde tråd fra dengang, folder sig ud i kæmpestor glæde og lillebitte følsomhed på samme tid og skiftevis.

Jamie xx er for længst holdt op med at være ham fra The xx. Når man hører In Colour, synes bandet som et minde. Et godt minde, bevares. Men et minde i sort-hvid.

Tjek hele albummet her.