Guide: Vanguard dag 1

Lad os gå lige til sagen. Der er især tre musikalske indslag, vi er spændte på til Vanguards første dag.

Kool Keith

1. Kool Keith & Kutmasta Kurt

Kool Keith har lavet musik længere end vi har levet. Han har kaldt sin musik “pornocore” for de tilbagevendende seksuelle temaer, og han mener at have opfundet horrorcore (ja, Suspekt var ikke de første horror-rappere). Her skal det ikke blive til en gennemgang af hele Keiths bagkatalog, men vi vil blot nævne den dejlige plade Masters of Illusion fra år 2000, som han selvfølgelig udgav med… ja, du gættede det: Kutmasta Kurt. Mage til tunge beats skal man lede længe efter, og det til tider dystre, altid lidt mærkelige lydbillede passer perfekt til excentriske Kool Keith. Hvis du ikke lige har tid at lytte hele pladen (https://www.youtube.com/watch?v=p-AFxHUfBXk) igennem, så tjek for eksempel “We All Over”:

2. Bikstok

Vi har længe haft et anstrengt forhold til danskhall, men det har aldrig haft noget med Bikstok at gøre. Vi har sunget med på “Radio” utallige gange og altid haft det fint med Pharfar, Blæs Bukki og Eaggerman. Derfor var vi da også spændte, da der kom et nyt udspil tidligere i år: Kunne dancehall reddes fra P3-playliste-sølet? Der var gode takter på Uranium, så vi glæder os til at se, hvad de gamle drenge kan diske op med. Mon ik’ vi får “80’eren” at høre:

3. M.O.P.

De råber altid, og der er altid fuld hamrende smadder på deres numre. Ikke ukontrolleret råben, nej. En kanaliseret energi/vrede kombineret med spændstige beats, der bouncer, snarere en groover. Folk kommer til at hoppe. Don’t believe us? Lyt én gang til “Ante Up”, og så skammer du dig: