Anmeldelse: James Holden & The Animal Spirits på Apollo

3/5 stjerner

I den skarpe eftermiddagssol foran Apollo trykkede James Holden på sine maskiner, og synthstemningsmagerens velkendte skæve, arpeggierede kompositioner blev skubbet frem af livetrommerne. Først i et adstadigt tempo men i et spændingsfyldt langstrakt crescendo.

Som en af hitmagerne på den elektroniske musikscene omkring årtusindeskiftet og det følgende årti kunne det nemlig godt være svært for dem, som kender ham, helt at tro på, at han havde lagt de pumpende beats og industrial-loops helt bag sig.

Det havde han. I stedet er fokus 100 procent på det nye, improviserende samarbejde med folkensemblet The Animal Spirits. Det fik man også at mærke på Apollo efter det indledende track, som ellers pegede på en koncert, der kunne tage lidt af begge dele med.

Man fik hurtigt at høre, at The Animal Spirits ikke bare er med til pynt, bells and whistles, men er et vigtigt element i det nye musikalske kapitel, Holden ønsker at åbne for sig selv. Således blev der for eksempel hurtigt sat ind med et af de numre, der kan nærme sig status som et “hit” fra den nyeste pladse, “Each Moment Like The First”. Et repetitivt synth-riff, der spiller bold med improviserende blæsere og trommer fra The Animal Spirits – men som denne dag godt kunne have klaret lidt mere af netop energiske improvisationer.

Der skal knald på, hvis en koncert på Apollo kl. 17.45 virkelig skal få folk til at danse, gå i trance, som altid har været en rød tråd i Holdens karriere og fortsat er det med The Animal Spirits. Måske det havde styrket oplevelsen, hvis det var i et lidt mere intimt rum. De folkede, utraditionelle arrangementer kræver lidt af publikum, noget som traditionelt lettes på de overdækkede scener.

Danseskoene blev endelig taget på til den svirvlende “Pass Through The Fire”, hvor Balkan møder repetitionen fra prog-trance i noget, som først virker skørt, men hurtigt bliver svært at stå stille til. Der var bare desværre ikke helt nok dansesko. Når man er den introverte, nørdede type, som James Holden er, skal der ske noget andet for at forbinde bandets energi med publikum, og på dét punkt manglede der lidt.

Når alt det er sagt, var det virkelig interessant at høre en elektronisk kunstner på denne måde gå all-in på en ny stilart, og i glimt kunne man da også fornemme, hvor det hele skal hen ad. Vi nåede bare ikke hele vejen derhen.