“I’m here to spread love”

Roskilde-interview: B from E

Housetroldmanden B from E spillede søndag 18.30 på Roskildes Countdown-scene. Med en skøn blanding af deep house, garage og eurodance/trance prøver han at sprede så meget god stemning som muligt på sin vej. Bas & Trommer fik en snak med en glad Frej Levin lige efter hans opvarmningsset ved Gaffavognen ved E-tårnet i Roskilde Vest.

Hvad var din reaktion, da du fandt ud af, Roskilde gerne ville booke dig?

Jeg forstod det ikke helt først. Altså, hvorfor skulle de booke mig? Det er sikkert ikke for at spille på en scene, tænkte jeg. Det er sikkert bare noget nede i campingområdet eller noget.

Men så gik det rigtig op for mig, og så blev jeg sgu rigtig glad. Det er stort.

Altså…da jeg kom på Roskilde var der ikke så meget elektronisk…fx i 2010, der var der den der Americano (Yolanda Be Cool – “We No Speak Americano”, red.) alle steder, men det var dét. Elektronisk var ikke det store på Roskilde. Det er stadig ikke det, som er mest i fokus, men de har dog fået mere elektronisk med på programmet de senere år. Det er sjovt, at de gerne ville hyre mig. Du ved, det er elektronisk musik, der er ingen vokal og det er lidt nørdet. Men det er vildt fedt.

Hvor kommer din lyd fra?

Det startede omkring, da jeg var 9-10 år gammel. Min helt store inspirationskilde er Vengaboys’ The Party Album fra 1999. Det var jo sådan en blanding af trance og eurodance og pop. Jeg hørte også meget ATB’s første album (Movin’ Melodies, red.).

Dét er min religion, dén lyd.

Så begyndte jeg at høre mere house, i takt med, at det blev mere synligt med fx Trentemøller. Jeg vil sige, at jeg laver house med en trance-indgangsvinkel, men også med andre inspirationskilder.

Hvis jeg skal beskrive min musik helt kort, så er det: 50 % detroit, 30 % UK garage og 20 % eurodance.

Hvad synes du, status er for elektronisk musik i Danmark?

Der er er ikke så meget housemusik, som fylder lige nu. Technofester er det helt store. Men det synes jeg virkelig bare er fedt. Jeg nyder, at det kører derudad for techno, og så følger der lidt house med en gang imellem. Alt kommer jo lidt i bølger. Det er en fed scene.

Har du et budskab til folk?

I’m here to spread love – all over the world – right here, right now.

Roskilde humørguide: Beats til stemningen

Mariboussss

Roskilde Festival kan være hårdt arbejde. Der er for varmt i teltet, for lang kø ved den gode madbod, for få hovedpinepiller til dit hoved og for mange scener og fede navne at dosere kræfter og drinks til. Så der skal planlægges lidt.

Det er fint nok, at der er Spotify-playlister til forskellige genrer og forskellige temaer, men når du står midt på en støvet festivalplads og der er længe til dit næste absolutte yndlingsband, hvordan beslutter du dig så for, hvilken musik du vil høre? Det kommer selvfølgelig an på humøret mere end noget andet. Så værs’go’ og velbekomme: Her er en humørguide til noget af det bedste elektroniske musik på RF2018…

 

Humør: Mellow gående mod festligt
Maribou State @ Apollo 5. juli 20:30
Måske har du haft din raver på til Smerz et par timer tidligere på dagen, måske er dine øregange blevet flænset af Chelsea Wolfes guitarer, så nu har du mere lyst til at skifte et enkelt gear ned og have det lidt lækkert – uden dog derfor at gå i stå. Frygt ej, Maribou State hjælper dig. En tilbagelænet, men dansabel og festlig krydsning mellem Bonobo og Disclosure med deep house dyder og akustiske og levende kompositioner. Maribou State er det perfekte band til at bridge mellemrummet mellem lysten til at stå lidt og chille i solen og til at stå lidt og danse i solen. Nu håber vi bare, solen kommer.

 

Humør: Surprise me
James Holden & The Animal Spirits @ Apollo 6. juli 17:45
Du føler dig rimelig frisk efter en tidlig stille og rolig koncert efterfulgt af en frokost og en stærk kop kaffe. Nu står du med en kold sommerdrink i hånden og er klar til lidt af hvert – måske sådan en wow-hvad-skete-der-lige-dér-oplevelse. Smut en tur til Apollo: James Holden har leget med synthesizere og computere i omtrent 20 år. Først var det Ibiza-agtig trance, så var det progressive electronic music, så kom gennembruddet i 2004 for alvor med remixet af Nathan Fakes (som også er på Roskilde!) ”The Sky Was Pink”, som er mærkeligt og loopy og syret, men ikke desto mindre blev et kæmpehit og i dag står tilbage som en elektronisk klassiker. Siden blev det kun mere interessant (eller mærkeligere, alt efter hvem du spørger), og de mest rå og improviserende elementer fra TSWP-remixet udkrystalliserede sig på The Inheritors fra 2013. Nu har han slået pjalterne sammen med bandet The Animal Spirits og programmeret sin sequencer til at følge livemusikkens rytmer. Den elektroniske musiks repetition møder livemusikkens improvisation: Kan det gå op i en højere enhed?

 

Humør: Tækknofæst
Four Tet @ Apollo 6. juli 01:00
Tålmodigheden til fællessang er brugt op: Der er simpelthen drukket for meget papvin eller alt for stærke lejrdrinks, og tiden er inde til at glemme større navne, der ellers spiller andre steder, og simpelthen gå efter det bedste dansepotentiale. Tækknodans. Fra house til jungle, Four Tet elsker loops, elsker subtile produktioner drevet frem af percussiondetaljer og elsker at trække ting ud på den mest tilfredsstillende måde (husker du Love Cry?). Det bliver fedt. Hvis du har tålmodigheden – den vil du blive belønnet for her – kan du lige bruge to timer på Four Tets seneste essential mix herunder. Det er guf!

 

Roskilde warm-up: Disco, 80’er-sounds og improvisationer

Sassy 009

Simon Littauer

Synths og loops, mand og maskine. Simon Littauer er en mand, der kender sine drejeknapper. Han har varmet op for Den Sorte Skole, så tænk lidt i de baner, men mindre sample-baseret og mere ren elektronisk improvisering. Lige fra det ambient-lydende til industrial/noise-pumpende kontrolleret kaos til rungende basslines og straight-up dansebeats. Tag lyttebøfferne – og danseskoene – på.

Tirsdag 3. juli 21.30 @ Countdown

Tan

AESTHETIC. 80’erne lever. De er aldrig gået helt væk, og de har levet i bedste velgående blandt især vaporwave-entusiaster i en årrække. Efter Stranger Things synes alle selvfølgelig pludselig, at 80’erne er det fedeste. Andreas Bengtsen og Mathias Riis har vidst det længe, og det adskiller dem fra horderne af posers, der prøver kræfter med denne genre netop nu. Retro-futurisme? Elektro-pop med 80’er-filtre? Hvad end du kalder det, så er her et væld af melankolske synthharmonier – på en upbeat bund af eighth-note-basslines, “2-to-the-floor”-beats og knastørre snares.

Tirsdag 23:00 @ Rising

Sassy 009

Weirdly catchy, men overhovedet ikke. Der er pop gemt et sted i et hazy mylder af beats of skrattende produktioner. Det er ikke poleret, men det vil noget, hvilket gør det mere interessant end 99 procent af ”pop med et elektronisk tvist” som findes derude.

Søndag 1. juli 21.30 @ Countdown

Mount Liberation Unlimited

Play that funky music white boy. Discosamples, liveguitar og improvisation møder synths og trommemaskiner. Man kan næsten godt høre på musikken, at de to svenskere har det sjovt, når de spiller. Be there or be square.

Mandag 2. juli 19.30 @ Countdown

Lyra Valenza

Det er syret. Megasyret. Det er industrial techno, Lo-Fi-eksperimenter og Episke synthsamples. Der bliver leget med mærkelige lydeffekter, og numrene ender ikke nødvendigvis, som de begynder. Lyra Valenza er et af de mærkeligst lydende – og derfor også mest interessante – navne i warm-up-dagene. De kommer til festivalen med et nyt A/V-show. Det er netop musik, der passer perfekt til syrede visuals.

Søndag 1. juli 20.00 @ Countdown