Anmeldelse: Eminem på Orange Scene

Onsdag d. 4. juli 2018 blev dagen hvor en af Danmarkshistoriens måske mest ventede koncerter endelig løb af stablen, da Eminem aka Slim Shady aka Marshall Mathers spillede sin første koncert på dansk jord.

Og man kan mene hvad man vil om post-The Marshall Mathers LP, men det var dog en magtdemonstration fra den arrige, blonde fyr fra 313.

Der har allerede været en del snak om at lyden ikke var høj nok til Eminems koncert på Orange, men det mener vi nok ikke var sagen. På trods af en lidt famlende lyd på de ellers imponerende nye højtalere i starten af koncerten, havde Detroits konge af mikrofonen ingen problemer med at nå ud over dyrskuepladsen.

Når man så kigger nærmere på Slim Shadys marathon-set, må man sige at han kom godt rundt i sit mangeårige repetoire – selvom hovedvægten lå på hans nyere (ringere) diskografi. Sange som “Rap God” og “Berzerk” fik fuld spilletid, men hans måske tre bedste tracks, “My Name Is”. “The Real Slim Shady” og “Without Me”, blev klemt sammen i en publikumspleasende medley. En medley som så til gengæld afsluttede koncerten med maner, inden et ekstranummer i form af “Lose Yourself” (jeps, “mom’s spaghetti”) fik selv de mest beherskede koncertgængere til at gå apeshit.

Undervejs fik publikum dog også lov til at synge med på monsterhits som “The Way I Am” og “Stan” – på hvilket en imponerende Skylar Grey leverede Didos vokal.

Eminem havde publikum i sin hule hånd fra starten af sit set på næsten 30 tracks, så hvorfor han og hans hypeman, Mr. Porter fra D12, stadig tyede til de samme gamle tricks som alle rap-koncerter du nogensinde har været til, er mig en gåde. Ja ja, we get it. This side is louder! No that side is louder!

Og det var måske også symptomatisk for den lidt overfladiske publikumskontakt, som bar præg af indstuderede floskler, der har været med på verdensturne. Det virkede dog en enkelt gang som om den enorme crowd benovede selv Slim Shady – det må vi håbe han fortæller om til det næste møde i superstjerne-klubben, så RF kan lave flere af den slags bookings.

Foto: Jeremy Deputat

Hiphop på Roskilde Festival: part II

Joey Bada$$

Pro Eras numero uno vender tilbage til Roskilde Festival, og det glæder vi os til. Hans superfede 2012 debut mixtape 1999 er endelig lige kommet ud på både vinyl og en streamingtjeneste nær dig, og hans 2017 album ALL-AMERIKKKAN BADA$$ var mega bomben. Så det går jo meget godt.

Joey Bada$$ er en del af beast-coast-hiphop-kollektivet Pro Era sammen med bl.a. CJ Fly og Kirk Knight, og har i høj grad været med til at definere hvordan new york-hiphop lyder i slutningen af 2010erne.

Og ved du hvad? Han spiller simpelthen lige efter Stefflon Don på Apollo – hiphopfredag!

På hans seneste album havde han den her mega fede sang sammen med Bas & Trommer-favorit ScHoolboy Q:

Fredag 6. juli @ Apollo kl. 21.45

Stormzy

Grime har efterhånden gode 15 år på bagen, siden Dizzee Rascal og Wiley bragte den londonfødte rapgenre til masserne, men alligevel formår kunstnere som Stormzy konstant at fornye sounden. Lyt bare til hans debutalbum fra sidste år, Gang Signs & Prayer, med den nu nærmest ikoniske banger “Shut up” og den max sexede “Cigarettes & Cush” med Kehlani og Lily Allen.

Stormzy er beviset på at al hiphoppen ikke er flyttet fra London til Birmingham endnu, så lad os alle sammen tage vores favorit Adidas tracktop på og se den næsten to meter høje mand fra Croydon lægge det ned.

Torsdag 5. juli @ Arena kl 23.45

Anderson .Paak & The Free Nationals

Anderson .Paak + band laver max funky hiphop/r&b, og de har samarbejdet med alle og enhver (ATCQ, Kendrick Lamar, T.I., Chance The Rapper, you name it).

Vi snakker tydelige James Brown indflydelser i .Paaks vokal, masser af supercool live jazz, og uendelig cool-faktor.

Anderson .Paak er hiphop for dig der gerne vil danse og score. For det er det der kommer til at ske. What else do you need to know? Du kan jo sætte den her lille Tiny Desk-sag på, hvis du er i tvivl:

Lørdag 7. juli @ Arena kl. 01.30

 

Hiphop på Roskilde Festival: part I

Nå. Øller og VM er jo meget godt, og alle elsker at sove i telt, men det er jo musikken vi kommer for! Her er et lille udpluk af al det mega fede hiphop der kommer på årets Roskilde Festival.

Stefflon Don

Hvis du lige har set anden sæson af Luke Cage, og bare ikke kan få nok af Bushmasters patois, så er der håb forude. Og det håb manifesteres i engelsk-jamaicanske Stefflon Don.

Stefflon Don – med det borgerlige navn Stephanie Victoria Allen – laver hiphop med klare UK- og jamaica-indflydelser, hvor hun både rapper og synger. Og hun ser top-dejlig ud.

Steff var for nyligt på forsiden af XXl’s Freshmen Class of 2018-issue, og er med på Halsey-hittet “Alone”.

Vores favoritnumre er den spritnye “Senseless” og den banger hun lavede sidste år sammen med French Montana, “Hurtin’ Me”:

Fredag 6. juli @ Apollo kl. 20.00

Vince Staples

Den unge rapper fra Long Beach begejstrede i 2015 hele hiphop-verdenen med sit debutalbum Summertime ’06inklusive os. Siden er hans clout kun blevet større, og 2017s Big Fish Theory var en super sophomore-effort, med sine Detroit-housede indflydelser.

Vi var ret begejstrede for Vince Staples’ koncert på Roskilde i 2016, og to år senere er formen i hvert fald ikke blevet ringere.

Vince Staples er hiphop for folk der godt kan lide hiphop. Såre simpelt. Hans lyrik er hårdtslående, og det samme er produktionerne fra så prominente navne som NoID og Clams Casino:

Lørdag 7. juli @ Apollo kl. 21.30

Black Star

Og så er der guf for alle os old heads!

Talib Kweli og Yasiin Bey udgav i 1998 albummet Mos Def & Talib Kweli Are Black Star. Albummet regnes i dag for et af de bedste rapalbums overhovedet, og lagde fundamentet for en hel kultur af  alt-hiphop og conscious rap. Albummet blev lavet som et modsvar mod datidens forråelse i hiphop, oven på bl.a. mordene på Biggie Smalls og Pac, og er super jazzy-new yorker rap med masser af Hi-Tek produktioner.

I 20 år har vi alle hungret for mere, og i år sker det endelig. Dels er de to ikoner på turne sammen, og dels har de annonceret et opfølgningsalbum med udgivelse senere i år!

Hvis du er i tvivl om hvorfor vi skal bruge en torsdag eftermiddag sammen, så tjek lige “Definition”:

Torsdag 5. juli @ Arena kl. 14.00