Kelly Lee Owens vil åbne sjælen med drømmetechno

Kelly Lee Owens fortæller, hvordan hendes musik er en åbenbaring af hendes sjæl, og hvordan lyd og vibrationer kan åbne sindet og hele dårligdomme, vi plejer at udskrive medicin for. Men…mener hun det virkelig alt sammen? Laver hun ikke bare beats?

 

Tror hun virkelig på det?

Når Kelly Lee Owens taler om sin musik, bliver jeg sat på prøve. Hun er spirituel på en måde, som er in your face ud over det sædvanlige. Også for elektroniske musikere, som ellers har det med at forklare deres universer i fluffy, pseudoreligiøse termer, måske netop fordi numrene ofte lever i tekstfattige drømme- og sci-fi-universer ryddet for bare “hjerte-smerte” eller politiske budskaber. Men Musik er ifølge Lee Owens en helende kraft. En port til andre verdener. Nøgle til sjælen. Faktisk helt bogstaveligt.

Det er på grænsen til klichéfyldt, hvis det ikke var så konsekvent.

Det begynder med begyndelsen. Svaret på mit første spørgsmål, en simpel åbner om, hvor hendes lyd kommer fra.

“Jeg tager ikke stoffer og drikker ikke alkohol. Jeg drives af lydens kraft alene. Lyd har så meget kraft” og videre: “Musik for mig er eskapisme.”

See? Men det er omvendt også allerede her, Kelly Lee Owens alligevel tager en drejning væk fra klichéerne og åbner en begrebsverden, der er lidt mere personlig:
“Det er ikke en eskapisme, en flugt fra livet. Det er en positiv flugt til noget. Jeg vil kalde det positiv udforskning…I don’t think this is it,” siger hun og gestikulerer op i luften, rundt om sig selv og mellem hende selv og jeg:
“Verden, som vi kender den, menneskene, måden at leve på. Der må være mere.”

Hun taler ikke om Gud, og hun taler ikke ikke om kollektiv ekstase på dansegulvet. I hvert fald ingen af delene i traditionel forstand. Nej, det handler om at kigge indad. Om at åbne sig selv op. Generelt har vi – altså mennesker, især i den vestlige verden – nemlig lukket os, mener Kelly Lee Owens.
“Jeg tror, vi kollektivt har mistet vores sans for…vores mavefornemmelse, vores sjæle. Vi har undertrykt de følelser.”

For Kelly Lee Owens er nøglen til at komme derind lyd. Ikke musik, per se, men lyd. De rette vibrationer, frekvenser, toner kan kanalisere en særlig energi ud gennem højttalerne. Kelly Lee Owens’ musikalske, undskyld, lydmæssige energi er destilleret på debutalbummet Kelly Lee Owens fra 2017. Her dyrker hun kortfattede, repetitive tekster om skønhed, om virkelighedens beskaffenhed, om romantik og ikke-romantik, om noget ubestemmeligt anderledes. Tag for eksempel Lucid, som igen og igen vender tilbage til de samme 13 ord i forskellige konstellationer: “Different from the rest / Don’t you see it? / Somewhere in between / Lucid, lucid”. Eller endnu mere tydeligt på den 10 minutter lange “8”, hvor ordene “See it” udgør hele teksten.

Intet af det giver for alvor mening uden produktionerne med de famøse vibrationer og frekvenser – eller som hun selv messer det på “CBM”: “The colors, the beauty, the motion.” Dybe, brummende basslines, som går i maven mere end i ørerne, støtter supersimple elektroniske kompositioner, som skiftevis tager scenen og viger tilbage i breakdowns for at lade Lee Owens’ lyse stemme agere halv instrument, halv forsanger.

KellyPåScenen

Kombinationen kan et eller andet, som holder én fra at konkludere, at det jo bare er beats. Også på en halvtom Gloriascene lidt i ét på Roskildefestivalens sidstedag lørdag. Eller måske især her, hvor et efterhånden tyndslidt publikum efter et lidt skeptisk første kvartér efterhånden lader sig åbne af repetitionerne og vibrationerne. Full disclosure: Sådan har jeg det i hvert fald på det tidspunkt – men det kommer nok ganske enkelt an på, om man køber den eller ej.

Folk reagerer ofte emotionelt på koncerterne, især gammeldags mænd, fortæller Kelly Lee Owens:
“Kvinder reagerer typisk ved at sige: ‘Hvor er det fedt, at du selv producerer det hele, at du stiller dig op på den måde, at du er så modig’. Med mænd er der noget andet…en følelse af…en følelse af at føle sig forbundne til en feminin energi, en feminin essens. Mange mænd bruger ordet ‘healing’. Jeg tror mænd generelt har et behov for at udtrykke deres følelser, men de er i vores kultur blevet opdraget til aldrig at gøre det. Men musikken bringer noget frem.”

Kelly Lee Owens har længe eksperimenteret med lydens egenskaber. Hvordan vibrationer påvirker sindet. For eksempel dyrker hun konceptet gong bath. Kort fortalt sidder man eller ligger i et lokale, mens en gong bliver spillet.

“Alting giver genlyd. Man føler sig badet i vibrationer. Det er virkelig…unblocking. Man bliver åbnet fuldstændigt. Man sidder ikke fast længere, men løsner sig og åbner sig for at udforske sig selv.”

Vores samtale bag Orange Scene til de mudrede toner af Dua Lipa har varet et kvarters tid, da det slår mig, at der ikke har vist sig det mindste hint af selvironi eller tvivl i Kelly Lee Owens øjne. Men hun er kun lige varmet op. For lyd kan ikke kun åbne os mentalt op, men rent fysisk påvirke vores helbred. Hun fortæller, at det er gået op for hende, at musik og sundhed er tættere forbundet, end man lige tror. At hun med stor interesse har læst om specifikke resonante frekvenser, som kan tilintetgøre kræftceller i kroppen!

Netop kræften har Kelly Lee Owens stiftet bekendtskab med som – helt almindelig, traditionelt medicinsk – sygeplejerske på Christie’s Cancer Specialist & Research Hospital i Manchester. Før tiden på kræftafdelingen havde Kelly Lee Owens ikke optimistiske tanker om healing og lyds særlige egenskaber. Men det fik hun.

“Da jeg var yngre, kan jeg huske, hvor skræmmende kræft var. Bare ordet ‘kræft’, bare det at sige ordet højt, var skræmmende. Fordi det var så skræmmende, fandt jeg aldrig rigtig ud af, hvordan man er der for folk, når de får kræft. Hvordan man er der uden at støde folk. Men da jeg startede på kræftafdelingen fandt jeg ikke død og tabuer – jeg fandt mennesker, som var helt utroligt stærke. Helt utroligt stærke, mens de gik og så døden i øjnene hver dag.”

Patienterne i Manchester var faktisk nogle af Kelly Lee Owens tidlige fans. De opfordrede hende til at forfølge drømmen og gå fra sygeplejerske til lydmager – fra medicin til musikkens helende univers.

Men…er Kelly Lee Owens på healer-mission for at hjælpe folk (især mænd) med at åbne op for deres følelser? For at helbrede kræft og andre sygdomme? Begge dele?

Ingen af delene, viser det sig. Det bliver tydeligt, jo længere man taler med hende. På trods af næsten-kliché-spiritualiteten, den særlige afart af maskulinitets- og samfundskritik samt helt ærligt gakkede udtalelser om healing, lyd, frekvenser og vibrationer, forklarer Kelly Lee Owens til syvende og sidst sin musik på en måde, som er omtrent lige så simpel, som den lyder, når den kommer ud af højttalerne.

“For at få alting på det rene: Jeg laver musik for mig selv.”

“Jeg laver det for mig selv. På den mindst selvoptagede måde muligt…hvis det giver nogen mening. Jeg giver folk direkte adgang til min sjæl, når jeg spiller. Jeg skjuler intet. Når jeg går i studiet, aner jeg ikke, hvilken lyd jeg går efter. Jeg kaster bare mig selv ud i det så meget som muligt og ser, hvad der sker.”

Lyt til hendes musik. Hvis du køber den, kan du måske mærke det, hun taler om. Hvis ikke, kan du nok ikke. Så lyder det måske bare som flere technobeats i en verden fyldt med dem.

Kelly?

“I don’t give a shit. Jeg er virkelig ligeglad. Jeg kigger ikke eksternt efter nogen form for validering. Jeg går bare på opdagelse inde i mig selv.”

 

Kelly Lee Owens

  • F. 1988.
  • Sanger, producer, sangskriver.
  • Debuterede i 2017 med Kelly Lee Owens på SmalltownSupersound.
  • Fik et mindre gennembrud i 2016 med hendes remix af Jenny Hvals “Kingsize”.
  • Tidl. bassist i indiebandet The History of Apple Pie.

It’s all coming up Cardi

Kulture Kiari Cephus.

Det er sgu bare navnet på Cardi B og Offsets nyfødte datter. Cardi fødte nemlig i forgårs!

Med et navn man kunne have svært ved at skrive på CVet til det der job i banken, er det heldigt at mor har lavet årets sommerhit.

Jeg udnævner nemlig hermed “I Like It” med Bartier Cardi, Bad Bunny og J Balvin som dette års køre-i-bilen hit. Årets svedig-dans-til-piratfest hit. Det var vist også det nummer jeg hørte mest ude på RF18s camping.

So there you have it. Cardi Bs reworking af “I Like It Like That” med Bad Bunnys helt kanon la raza-vers – det er den du skal bumpe til din rosevin, nu hvor temperaturerne alligevel nærmer sig cali-tilstande.

Og det er jo ikke fordi hun har ligget på den lade side under sin graviditet, så mon ikke hun har en håndfuld hits klar til resten af året.

Anmeldelse: James Holden & The Animal Spirits på Apollo

3/5 stjerner

I den skarpe eftermiddagssol foran Apollo trykkede James Holden på sine maskiner, og synthstemningsmagerens velkendte skæve, arpeggierede kompositioner blev skubbet frem af livetrommerne. Først i et adstadigt tempo men i et spændingsfyldt langstrakt crescendo.

Som en af hitmagerne på den elektroniske musikscene omkring årtusindeskiftet og det følgende årti kunne det nemlig godt være svært for dem, som kender ham, helt at tro på, at han havde lagt de pumpende beats og industrial-loops helt bag sig.

Det havde han. I stedet er fokus 100 procent på det nye, improviserende samarbejde med folkensemblet The Animal Spirits. Det fik man også at mærke på Apollo efter det indledende track, som ellers pegede på en koncert, der kunne tage lidt af begge dele med.

Man fik hurtigt at høre, at The Animal Spirits ikke bare er med til pynt, bells and whistles, men er et vigtigt element i det nye musikalske kapitel, Holden ønsker at åbne for sig selv. Således blev der for eksempel hurtigt sat ind med et af de numre, der kan nærme sig status som et “hit” fra den nyeste pladse, “Each Moment Like The First”. Et repetitivt synth-riff, der spiller bold med improviserende blæsere og trommer fra The Animal Spirits – men som denne dag godt kunne have klaret lidt mere af netop energiske improvisationer.

Der skal knald på, hvis en koncert på Apollo kl. 17.45 virkelig skal få folk til at danse, gå i trance, som altid har været en rød tråd i Holdens karriere og fortsat er det med The Animal Spirits. Måske det havde styrket oplevelsen, hvis det var i et lidt mere intimt rum. De folkede, utraditionelle arrangementer kræver lidt af publikum, noget som traditionelt lettes på de overdækkede scener.

Danseskoene blev endelig taget på til den svirvlende “Pass Through The Fire”, hvor Balkan møder repetitionen fra prog-trance i noget, som først virker skørt, men hurtigt bliver svært at stå stille til. Der var bare desværre ikke helt nok dansesko. Når man er den introverte, nørdede type, som James Holden er, skal der ske noget andet for at forbinde bandets energi med publikum, og på dét punkt manglede der lidt.

Når alt det er sagt, var det virkelig interessant at høre en elektronisk kunstner på denne måde gå all-in på en ny stilart, og i glimt kunne man da også fornemme, hvor det hele skal hen ad. Vi nåede bare ikke hele vejen derhen.