Anmeldelse: James Holden & The Animal Spirits på Apollo

3/5 stjerner

I den skarpe eftermiddagssol foran Apollo trykkede James Holden på sine maskiner, og synthstemningsmagerens velkendte skæve, arpeggierede kompositioner blev skubbet frem af livetrommerne. Først i et adstadigt tempo men i et spændingsfyldt langstrakt crescendo.

Som en af hitmagerne på den elektroniske musikscene omkring årtusindeskiftet og det følgende årti kunne det nemlig godt være svært for dem, som kender ham, helt at tro på, at han havde lagt de pumpende beats og industrial-loops helt bag sig.

Det havde han. I stedet er fokus 100 procent på det nye, improviserende samarbejde med folkensemblet The Animal Spirits. Det fik man også at mærke på Apollo efter det indledende track, som ellers pegede på en koncert, der kunne tage lidt af begge dele med.

Man fik hurtigt at høre, at The Animal Spirits ikke bare er med til pynt, bells and whistles, men er et vigtigt element i det nye musikalske kapitel, Holden ønsker at åbne for sig selv. Således blev der for eksempel hurtigt sat ind med et af de numre, der kan nærme sig status som et “hit” fra den nyeste pladse, “Each Moment Like The First”. Et repetitivt synth-riff, der spiller bold med improviserende blæsere og trommer fra The Animal Spirits – men som denne dag godt kunne have klaret lidt mere af netop energiske improvisationer.

Der skal knald på, hvis en koncert på Apollo kl. 17.45 virkelig skal få folk til at danse, gå i trance, som altid har været en rød tråd i Holdens karriere og fortsat er det med The Animal Spirits. Måske det havde styrket oplevelsen, hvis det var i et lidt mere intimt rum. De folkede, utraditionelle arrangementer kræver lidt af publikum, noget som traditionelt lettes på de overdækkede scener.

Danseskoene blev endelig taget på til den svirvlende “Pass Through The Fire”, hvor Balkan møder repetitionen fra prog-trance i noget, som først virker skørt, men hurtigt bliver svært at stå stille til. Der var bare desværre ikke helt nok dansesko. Når man er den introverte, nørdede type, som James Holden er, skal der ske noget andet for at forbinde bandets energi med publikum, og på dét punkt manglede der lidt.

Når alt det er sagt, var det virkelig interessant at høre en elektronisk kunstner på denne måde gå all-in på en ny stilart, og i glimt kunne man da også fornemme, hvor det hele skal hen ad. Vi nåede bare ikke hele vejen derhen.

Anmeldelse: Smerz på Gloria

Smerz @ Gloria 5. Juli 16.45

5/5 stjerner

Smerz fik mange skandinaviske elektronikelskere til at spidse ørene med EP’en “Have Fun”, der kom i det tidlige forår. Smerz’ silkebløde stemmer blander sig med elektroniske kompositioner af den slags, som ikke blot går i ørene – de går direkte i maven. De to norske kvinder vækker mindelser om FKA Twigs (de er i øvrigt signed på samme label), men med lidt mere techno-hammer. Det skal forstås på den bedste måde. Et råt industrial-lydbillede lyder måske ikke umiddelbart som den bedste bund for følsomme og inderlige sange sunget med æteriske, lyse stemmer, men for Smerz fungerer det.

På Roskilde Festivals intime Gloria-scene fungerede det i særklasse. Det indelukkede, mørke rum vækkede genklang af de sylespidse synthstabs og crisp technobeats, men i momenter glemte man dette ellers voldsomme udtryk, fordi de fine stemmer svævende overtog lydbilledet. I begyndelsen fik de drømmende visuals endda Smerz til at se ud som om de bogstaveligt talt svævede, symptomatisk for deres lyd, der har fået “otherworldly” kastet efter sig en del gange allerede.

“I wanna feel you” lød det et kvarters tid inde, og der kunne mærkes masser både fra publikum og de to nordmænd frem og tilbage.

Et mærkeligt, næsten komisk indslag med to crossfittere, der lavede pull-ups virkede på en eller anden måde alligevel til de pumpende beats, men med efterfølgende catwalks og et optog hvor der blev strøet tryllestøv (?) ud over scenen truede det hele lidt med at forstyrre det samlede indtryk af et konsekvent og stringent set. Men det kom ikke for alvor til at skæmme oplevelsen, som først og fremmest var tight. Musikken er tight på plade, men det lykkedes faktisk Catharina Stoltenberg og Henriette Motzfeldt at spille numrene så man kunne høre, at det var live, uden at det forstyrrede Smerz’ sound. En sound, som kræver en vis præcision og balance at pulle off.

Publikum blev støt suget ind i Smerz’ fantasiverden, og da hittet “Because” pumpede af sted, kunne man for alvor fornemme elektriciteten på Gloria.

Smerz har kun føjet til hypen omkring sig. Velfortjent.

Roskilde humørguide: Beats til stemningen

Mariboussss

Roskilde Festival kan være hårdt arbejde. Der er for varmt i teltet, for lang kø ved den gode madbod, for få hovedpinepiller til dit hoved og for mange scener og fede navne at dosere kræfter og drinks til. Så der skal planlægges lidt.

Det er fint nok, at der er Spotify-playlister til forskellige genrer og forskellige temaer, men når du står midt på en støvet festivalplads og der er længe til dit næste absolutte yndlingsband, hvordan beslutter du dig så for, hvilken musik du vil høre? Det kommer selvfølgelig an på humøret mere end noget andet. Så værs’go’ og velbekomme: Her er en humørguide til noget af det bedste elektroniske musik på RF2018…

 

Humør: Mellow gående mod festligt
Maribou State @ Apollo 5. juli 20:30
Måske har du haft din raver på til Smerz et par timer tidligere på dagen, måske er dine øregange blevet flænset af Chelsea Wolfes guitarer, så nu har du mere lyst til at skifte et enkelt gear ned og have det lidt lækkert – uden dog derfor at gå i stå. Frygt ej, Maribou State hjælper dig. En tilbagelænet, men dansabel og festlig krydsning mellem Bonobo og Disclosure med deep house dyder og akustiske og levende kompositioner. Maribou State er det perfekte band til at bridge mellemrummet mellem lysten til at stå lidt og chille i solen og til at stå lidt og danse i solen. Nu håber vi bare, solen kommer.

 

Humør: Surprise me
James Holden & The Animal Spirits @ Apollo 6. juli 17:45
Du føler dig rimelig frisk efter en tidlig stille og rolig koncert efterfulgt af en frokost og en stærk kop kaffe. Nu står du med en kold sommerdrink i hånden og er klar til lidt af hvert – måske sådan en wow-hvad-skete-der-lige-dér-oplevelse. Smut en tur til Apollo: James Holden har leget med synthesizere og computere i omtrent 20 år. Først var det Ibiza-agtig trance, så var det progressive electronic music, så kom gennembruddet i 2004 for alvor med remixet af Nathan Fakes (som også er på Roskilde!) ”The Sky Was Pink”, som er mærkeligt og loopy og syret, men ikke desto mindre blev et kæmpehit og i dag står tilbage som en elektronisk klassiker. Siden blev det kun mere interessant (eller mærkeligere, alt efter hvem du spørger), og de mest rå og improviserende elementer fra TSWP-remixet udkrystalliserede sig på The Inheritors fra 2013. Nu har han slået pjalterne sammen med bandet The Animal Spirits og programmeret sin sequencer til at følge livemusikkens rytmer. Den elektroniske musiks repetition møder livemusikkens improvisation: Kan det gå op i en højere enhed?

 

Humør: Tækknofæst
Four Tet @ Apollo 6. juli 01:00
Tålmodigheden til fællessang er brugt op: Der er simpelthen drukket for meget papvin eller alt for stærke lejrdrinks, og tiden er inde til at glemme større navne, der ellers spiller andre steder, og simpelthen gå efter det bedste dansepotentiale. Tækknodans. Fra house til jungle, Four Tet elsker loops, elsker subtile produktioner drevet frem af percussiondetaljer og elsker at trække ting ud på den mest tilfredsstillende måde (husker du Love Cry?). Det bliver fedt. Hvis du har tålmodigheden – den vil du blive belønnet for her – kan du lige bruge to timer på Four Tets seneste essential mix herunder. Det er guf!