Hiphop | Vince Staples – Summertime ’06

Summertime '06

Verden hørte første gang en 16 år gammel Vince Staples da han gæstede Earl Sweatshirts første mixtape Earl i 2010. Siden har både ScHoolboy Q, Ab-Soul og Common været vilde for at arbejde med den unge Compton rapper.

Summertime ’06 er Vince Staples’ debutalbum, og beskriver en coming of age blandt bander og fattigdom i Long Beach, og albummets titel refererer således til sommeren hvor en trettenårig Vince første gang så sine venner blive slået ihjel af rivaliserende bander.

Når alt det er sagt, kommer vi dog til at Summertime ’06 først og fremmest er et solidt rapalbum, og at Vince Staples kan skrive tekster og flowe med de bedste. Det vidner albummets førstesingle ”Señorita” især om:

Videoens tema er udtryk for en analogi Staples har brugt i et par interviews, om at ghettoen er en zoo hvor alle vil være den brølende alfa-løve. Han siger, at som ung dreng i ghettoen føler man at man mangler muligheder, og at grunden til at de hvide på den anden side af motorvejen ikke vil dele med en må være at de enten er bange for en eller mere værd end en – og ingen har lyst til at nogen er mere værd end dem, så man vælger at de må være bange for en, og det forstærker man så ved at leve op til fordommene.

Selvom pladens nok mest interessante tracks ”Norf Norf” og ”Señorita” er produceret af henholdsvis Clams Casino og Christian Rich, er Summertime ’06 hovedsagligt produceret af Chicago DJen No ID, hvilket måske også forklarer Vince Staples’ forbindelser til Common. Alle pladens produktioner har dog et hektisk og nærmest militaristisk feel til fælles, som den bedste No ID produktion, andensinglen ”Get Paid”, fint illustrerer:

Alt i alt lover Summertime ’06 godt for fremtiden, som nok vil se flere Vince Staples plader oven på den relativt store salgsmæssige succes pladen allerede har været. Her midt på året, som indtil videre har været lidt magert når det kommer til gode hiphopudgivelser, føler jeg mig sikker på at Vince Staples debut kommer til at ligge højt på en del ”årets bedste” lister i december.

Vince Staples spiller en Soundvenue session koncert i Lille Vega 12. august, og der er stadig billeter. Se mere her.

Tækkno | Ugens udgivelse: Mr. Flash – Midnight Blue

MrFlashÅh, slap bass lever endnu! Ja, nogle husker måske 2007, dengang alle skulle til at lære, hvordan man udtaler “Justice” på fransk. Det var samtidig der, Ed Banger Records slog navnet fast som pladeselskabet for al den frække, franske housemusik. Med masser af slap bass. Mr. Flash går ikke så meget op i, at der ikke står 2007 i kalenderen længere. Hans “Radar Rider” var nemlig den allerførste udgivelse på Ed Banger, så han kan gøre, hvad han vil. Og hvem kan bebrejde manden? Prøv bare at høre Motorcycle og sig mig, om manden ikke kan bruge al den slap bass, han vil? I dag, eller rettere, i mandags, har Mr. Flash så begået et vaskeægte sommerhit med kælen korvokal, violin og solskinsklaver. En af de numre, hvor det ikke rigtig gør så meget, hvad der bliver sunget om, eller om det giver mening, så længe det rammer den rette cheesy vibe. Det lykkes, må man sige:

“Moonchild”, som også er med på udgivelsen, er et mestendels forglemmeligt track med en typisk Mr. Flash-sound. DJ’s ville nok kalde det et “filler”-track. Til gengæld er der et spændstigt Margot Remix af “Midnight Blue” på. For lytteren med hang til mere tempo såvel som et rullende beat og et mere konstant energiniveau, er dette versionen, man bør gå efter. Progressive trance møder sommerhouse. Du kan høre snippets fra alle versionerne af “Midnight Blue” herunder  Margots Remix er 3. track i rækken.

Fortsat god sommer.

Tækkno | Ugens udgivelse: Paul Oakenfold – Trance Mission

oakenfold

 

Jaja, grin du bare, men jeg må have lov at gå i nostalgi en gang imellem. Denne plade er nemlig en samling numre, der transporterer lytteren tilbage i tiden til 90’erne, hvor trance blev så stort, som det måske nogensinde har været og nogensinde vil blive. Manden bag tidsrejsen hedder Paul Oakenfold, og han var netop en af trancegiganterne, der fyldte kæmpestadiums og jesus-posede (se herunder) for alle pengene. Han har lavet coverversioner af alle de store hits fra dengang og mixet dem – det er CD1 – og så er der en CD2 med remixes af Oakenfolds cover-versioner. Så mixede covers og remixede covers. Eller er det remix, som dels er mixet, dels covered? Lad manden selv forklare sig:

“Yes lots of people have made remixes of these songs but few have covered them”, says Paul. “I guess you’re wondering what the difference is right? Well a remix uses parts from the original composition whereas a cover uses nothing except the notation of the original riff. Other than that – you begin with a blank canvas – and that is what appealed to me when I decided to begin work on Trance Mission back in Summer 2013.”

Dejligt uprætentiøst, Paul. Men ja, trance DJ’s er nok heller ikke bedst kendt for deres afslappede selvironi.

hqdefault

Hvordan lyder pladen så? Jeg havde håbet på en lyttevenlig opdatering af en række numre, som har en særlig plads i mit PLUR (Peace Love Unity Respect)-hjerte, og det var derfor, jeg havde udset mig Trance Mission til denne uges udgivelse. Men med fare for at lyde som en sur gammel mand er det bare ikke særlig godt, det her. Jeg synes desværre, Oakenfold på de fleste numre har formået at tage det værste fra originalerne – nemlig det overpompøse element, som mangen en gang har skræmt folk væk fra trance – og blande med det værste fra nutidens elektroniske musik – den kroniske mangel på straight up stærke riffs, der er andet end stabs under et breakdown og rent faktisk er et gennemtænkt element i en helhed. Den overgearede “DET SKAL BARE VÆRE VILDERE! VILDERE!”-vibe, den slags numre næsten altid overkompenserer med, klæder ikke melodistykkerne fra 90’erne. Forstå mig ret, jeg er da en sucker for et veludført track med et (semi)melodisk breakdown, der fortrækker og giver pladsen til rendyrket bashelvede, når beatet rammer. Men når der er for mange numre på samme plade, der følger den skabelon, og de færreste er særlig elegant udførte, bliver man en smule træt.

Lyspunkter:
Et hæderligt forsøg på et breakbeat-cover af Rank 1’s “Awakening”.
Et forholdsvist underspillet remix af QT Quartets episke “Hold That Sucker Down”.

Ellers er pladen da sjov at høre, hvis man hørte numrene, dengang de kom frem eller bare allerede kender dem ud og ind.

Men du behøver ikke bruge dine penge på den.