Anmeldelse: Eminem på Orange Scene

Onsdag d. 4. juli 2018 blev dagen hvor en af Danmarkshistoriens måske mest ventede koncerter endelig løb af stablen, da Eminem aka Slim Shady aka Marshall Mathers spillede sin første koncert på dansk jord.

Og man kan mene hvad man vil om post-The Marshall Mathers LP, men det var dog en magtdemonstration fra den arrige, blonde fyr fra 313.

Der har allerede været en del snak om at lyden ikke var høj nok til Eminems koncert på Orange, men det mener vi nok ikke var sagen. På trods af en lidt famlende lyd på de ellers imponerende nye højtalere i starten af koncerten, havde Detroits konge af mikrofonen ingen problemer med at nå ud over dyrskuepladsen.

Når man så kigger nærmere på Slim Shadys marathon-set, må man sige at han kom godt rundt i sit mangeårige repetoire – selvom hovedvægten lå på hans nyere (ringere) diskografi. Sange som “Rap God” og “Berzerk” fik fuld spilletid, men hans måske tre bedste tracks, “My Name Is”. “The Real Slim Shady” og “Without Me”, blev klemt sammen i en publikumspleasende medley. En medley som så til gengæld afsluttede koncerten med maner, inden et ekstranummer i form af “Lose Yourself” (jeps, “mom’s spaghetti”) fik selv de mest beherskede koncertgængere til at gå apeshit.

Undervejs fik publikum dog også lov til at synge med på monsterhits som “The Way I Am” og “Stan” – på hvilket en imponerende Skylar Grey leverede Didos vokal.

Eminem havde publikum i sin hule hånd fra starten af sit set på næsten 30 tracks, så hvorfor han og hans hypeman, Mr. Porter fra D12, stadig tyede til de samme gamle tricks som alle rap-koncerter du nogensinde har været til, er mig en gåde. Ja ja, we get it. This side is louder! No that side is louder!

Og det var måske også symptomatisk for den lidt overfladiske publikumskontakt, som bar præg af indstuderede floskler, der har været med på verdensturne. Det virkede dog en enkelt gang som om den enorme crowd benovede selv Slim Shady – det må vi håbe han fortæller om til det næste møde i superstjerne-klubben, så RF kan lave flere af den slags bookings.

Foto: Jeremy Deputat

“I’m here to spread love”

Roskilde-interview: B from E

Housetroldmanden B from E spillede søndag 18.30 på Roskildes Countdown-scene. Med en skøn blanding af deep house, garage og eurodance/trance prøver han at sprede så meget god stemning som muligt på sin vej. Bas & Trommer fik en snak med en glad Frej Levin lige efter hans opvarmningsset ved Gaffavognen ved E-tårnet i Roskilde Vest.

Hvad var din reaktion, da du fandt ud af, Roskilde gerne ville booke dig?

Jeg forstod det ikke helt først. Altså, hvorfor skulle de booke mig? Det er sikkert ikke for at spille på en scene, tænkte jeg. Det er sikkert bare noget nede i campingområdet eller noget.

Men så gik det rigtig op for mig, og så blev jeg sgu rigtig glad. Det er stort.

Altså…da jeg kom på Roskilde var der ikke så meget elektronisk…fx i 2010, der var der den der Americano (Yolanda Be Cool – “We No Speak Americano”, red.) alle steder, men det var dét. Elektronisk var ikke det store på Roskilde. Det er stadig ikke det, som er mest i fokus, men de har dog fået mere elektronisk med på programmet de senere år. Det er sjovt, at de gerne ville hyre mig. Du ved, det er elektronisk musik, der er ingen vokal og det er lidt nørdet. Men det er vildt fedt.

Hvor kommer din lyd fra?

Det startede omkring, da jeg var 9-10 år gammel. Min helt store inspirationskilde er Vengaboys’ The Party Album fra 1999. Det var jo sådan en blanding af trance og eurodance og pop. Jeg hørte også meget ATB’s første album (Movin’ Melodies, red.).

Dét er min religion, dén lyd.

Så begyndte jeg at høre mere house, i takt med, at det blev mere synligt med fx Trentemøller. Jeg vil sige, at jeg laver house med en trance-indgangsvinkel, men også med andre inspirationskilder.

Hvis jeg skal beskrive min musik helt kort, så er det: 50 % detroit, 30 % UK garage og 20 % eurodance.

Hvad synes du, status er for elektronisk musik i Danmark?

Der er er ikke så meget housemusik, som fylder lige nu. Technofester er det helt store. Men det synes jeg virkelig bare er fedt. Jeg nyder, at det kører derudad for techno, og så følger der lidt house med en gang imellem. Alt kommer jo lidt i bølger. Det er en fed scene.

Har du et budskab til folk?

I’m here to spread love – all over the world – right here, right now.

Roskilde humørguide: Beats til stemningen

Mariboussss

Roskilde Festival kan være hårdt arbejde. Der er for varmt i teltet, for lang kø ved den gode madbod, for få hovedpinepiller til dit hoved og for mange scener og fede navne at dosere kræfter og drinks til. Så der skal planlægges lidt.

Det er fint nok, at der er Spotify-playlister til forskellige genrer og forskellige temaer, men når du står midt på en støvet festivalplads og der er længe til dit næste absolutte yndlingsband, hvordan beslutter du dig så for, hvilken musik du vil høre? Det kommer selvfølgelig an på humøret mere end noget andet. Så værs’go’ og velbekomme: Her er en humørguide til noget af det bedste elektroniske musik på RF2018…

 

Humør: Mellow gående mod festligt
Maribou State @ Apollo 5. juli 20:30
Måske har du haft din raver på til Smerz et par timer tidligere på dagen, måske er dine øregange blevet flænset af Chelsea Wolfes guitarer, så nu har du mere lyst til at skifte et enkelt gear ned og have det lidt lækkert – uden dog derfor at gå i stå. Frygt ej, Maribou State hjælper dig. En tilbagelænet, men dansabel og festlig krydsning mellem Bonobo og Disclosure med deep house dyder og akustiske og levende kompositioner. Maribou State er det perfekte band til at bridge mellemrummet mellem lysten til at stå lidt og chille i solen og til at stå lidt og danse i solen. Nu håber vi bare, solen kommer.

 

Humør: Surprise me
James Holden & The Animal Spirits @ Apollo 6. juli 17:45
Du føler dig rimelig frisk efter en tidlig stille og rolig koncert efterfulgt af en frokost og en stærk kop kaffe. Nu står du med en kold sommerdrink i hånden og er klar til lidt af hvert – måske sådan en wow-hvad-skete-der-lige-dér-oplevelse. Smut en tur til Apollo: James Holden har leget med synthesizere og computere i omtrent 20 år. Først var det Ibiza-agtig trance, så var det progressive electronic music, så kom gennembruddet i 2004 for alvor med remixet af Nathan Fakes (som også er på Roskilde!) ”The Sky Was Pink”, som er mærkeligt og loopy og syret, men ikke desto mindre blev et kæmpehit og i dag står tilbage som en elektronisk klassiker. Siden blev det kun mere interessant (eller mærkeligere, alt efter hvem du spørger), og de mest rå og improviserende elementer fra TSWP-remixet udkrystalliserede sig på The Inheritors fra 2013. Nu har han slået pjalterne sammen med bandet The Animal Spirits og programmeret sin sequencer til at følge livemusikkens rytmer. Den elektroniske musiks repetition møder livemusikkens improvisation: Kan det gå op i en højere enhed?

 

Humør: Tækknofæst
Four Tet @ Apollo 6. juli 01:00
Tålmodigheden til fællessang er brugt op: Der er simpelthen drukket for meget papvin eller alt for stærke lejrdrinks, og tiden er inde til at glemme større navne, der ellers spiller andre steder, og simpelthen gå efter det bedste dansepotentiale. Tækknodans. Fra house til jungle, Four Tet elsker loops, elsker subtile produktioner drevet frem af percussiondetaljer og elsker at trække ting ud på den mest tilfredsstillende måde (husker du Love Cry?). Det bliver fedt. Hvis du har tålmodigheden – den vil du blive belønnet for her – kan du lige bruge to timer på Four Tets seneste essential mix herunder. Det er guf!