Anmeldelse: Stefflon Don på Apollo

Fredag aften på Apollo-scenen gjorde Stefflon Don sit, for at bevise at hun er “the real don dada”.

Med stort hår og dansere der var on point manglede der i hvertfald ingen energi fra scenen, selvom publikum til tider var lidt svære at danse med. Men på trods af publikums lettere tilbagelænethed, pressede Stefflon Don på for at vise hvad hun kunne.

For en kunstner med et relativt begrænset repetoire var Steff enormt selvsikker, og kommanderede scenen på en overlegen facon. Det hele blev måske i øjeblikke lidt rodet på de numre hvor Stefflon Don rappede sine egne vers over backingtracks med andre rappere, men på hendes egne tracks som “16 Shots”, “Senseless”, og ikke mindst kanonbangeren “Hurtin’ Me” bragede hun virkelig igennem, og det lykkedes at få publikum lidt op i gear.

Der er ingen tvivl om at Stefflon Don er the “real ting”. Hun rapper bedre end de fleste vi har hørt på årets festival, og hun synger som en drøm. Og mændene var vilde med hende. Vi glæder os til hun kommer tilbage til Roskilde Festival til en større scene med et par top 10 hits i bagagen. Skal vi gætte på 2019?

Foto: @lagoni

Anmeldelse: Smerz på Gloria

Smerz @ Gloria 5. Juli 16.45

5/5 stjerner

Smerz fik mange skandinaviske elektronikelskere til at spidse ørene med EP’en “Have Fun”, der kom i det tidlige forår. Smerz’ silkebløde stemmer blander sig med elektroniske kompositioner af den slags, som ikke blot går i ørene – de går direkte i maven. De to norske kvinder vækker mindelser om FKA Twigs (de er i øvrigt signed på samme label), men med lidt mere techno-hammer. Det skal forstås på den bedste måde. Et råt industrial-lydbillede lyder måske ikke umiddelbart som den bedste bund for følsomme og inderlige sange sunget med æteriske, lyse stemmer, men for Smerz fungerer det.

På Roskilde Festivals intime Gloria-scene fungerede det i særklasse. Det indelukkede, mørke rum vækkede genklang af de sylespidse synthstabs og crisp technobeats, men i momenter glemte man dette ellers voldsomme udtryk, fordi de fine stemmer svævende overtog lydbilledet. I begyndelsen fik de drømmende visuals endda Smerz til at se ud som om de bogstaveligt talt svævede, symptomatisk for deres lyd, der har fået “otherworldly” kastet efter sig en del gange allerede.

“I wanna feel you” lød det et kvarters tid inde, og der kunne mærkes masser både fra publikum og de to nordmænd frem og tilbage.

Et mærkeligt, næsten komisk indslag med to crossfittere, der lavede pull-ups virkede på en eller anden måde alligevel til de pumpende beats, men med efterfølgende catwalks og et optog hvor der blev strøet tryllestøv (?) ud over scenen truede det hele lidt med at forstyrre det samlede indtryk af et konsekvent og stringent set. Men det kom ikke for alvor til at skæmme oplevelsen, som først og fremmest var tight. Musikken er tight på plade, men det lykkedes faktisk Catharina Stoltenberg og Henriette Motzfeldt at spille numrene så man kunne høre, at det var live, uden at det forstyrrede Smerz’ sound. En sound, som kræver en vis præcision og balance at pulle off.

Publikum blev støt suget ind i Smerz’ fantasiverden, og da hittet “Because” pumpede af sted, kunne man for alvor fornemme elektriciteten på Gloria.

Smerz har kun føjet til hypen omkring sig. Velfortjent.

Anmeldelse: Eminem på Orange Scene

Onsdag d. 4. juli 2018 blev dagen hvor en af Danmarkshistoriens måske mest ventede koncerter endelig løb af stablen, da Eminem aka Slim Shady aka Marshall Mathers spillede sin første koncert på dansk jord.

Og man kan mene hvad man vil om post-The Marshall Mathers LP, men det var dog en magtdemonstration fra den arrige, blonde fyr fra 313.

Der har allerede været en del snak om at lyden ikke var høj nok til Eminems koncert på Orange, men det mener vi nok ikke var sagen. På trods af en lidt famlende lyd på de ellers imponerende nye højtalere i starten af koncerten, havde Detroits konge af mikrofonen ingen problemer med at nå ud over dyrskuepladsen.

Når man så kigger nærmere på Slim Shadys marathon-set, må man sige at han kom godt rundt i sit mangeårige repetoire – selvom hovedvægten lå på hans nyere (ringere) diskografi. Sange som “Rap God” og “Berzerk” fik fuld spilletid, men hans måske tre bedste tracks, “My Name Is”. “The Real Slim Shady” og “Without Me”, blev klemt sammen i en publikumspleasende medley. En medley som så til gengæld afsluttede koncerten med maner, inden et ekstranummer i form af “Lose Yourself” (jeps, “mom’s spaghetti”) fik selv de mest beherskede koncertgængere til at gå apeshit.

Undervejs fik publikum dog også lov til at synge med på monsterhits som “The Way I Am” og “Stan” – på hvilket en imponerende Skylar Grey leverede Didos vokal.

Eminem havde publikum i sin hule hånd fra starten af sit set på næsten 30 tracks, så hvorfor han og hans hypeman, Mr. Porter fra D12, stadig tyede til de samme gamle tricks som alle rap-koncerter du nogensinde har været til, er mig en gåde. Ja ja, we get it. This side is louder! No that side is louder!

Og det var måske også symptomatisk for den lidt overfladiske publikumskontakt, som bar præg af indstuderede floskler, der har været med på verdensturne. Det virkede dog en enkelt gang som om den enorme crowd benovede selv Slim Shady – det må vi håbe han fortæller om til det næste møde i superstjerne-klubben, så RF kan lave flere af den slags bookings.

Foto: Jeremy Deputat