Roskilde ’16: Future aflyser – super erstatning i hus

Drake har besluttet sig for at tage Future med på tour, så Atlanta-rapperen har set sig nødsaget til at aflyse en række europæiske koncerter. Æv bæv.

MEN!!!

RF var super hurtige på aftrækkeren, og kunne med det samme annoncere at ScHoolboy Q erstatter Future i årets program. Og vi kunne ærligt talt ikke være mere lykkelige.

Her på bloggen elsker vi jo Q (læs hvad vi tilbage i 2014 skrev om hans album Oxymoron), og “There he go” er stadig i fast rotation på the old ipodphone:

ScHoolboy Q kommer sammen med Kendrick Lamar fra Top Dawg Entertainment-labelet, og er sammen med Kendrick, Ab-Soul og Jay Rock en del af supergruppen Black Hippy. Så bliver det sgu heller ikke meget bedre, hva’?

Det går ned på årets Roskilde Festival fredag d. 1. juli kl 21.00 på Arena (!). Vi står forrest.

Hiphop | Ugens udgivelse: 2 stks fra The Cool Kids

Chuck Inglish - ConvertiblesDet er ved at være nogle år siden at vi blev lidt skuffede over det uforløste potentiale i Midwest duoen The Cool Kids, efter de havde holdt gang i vores fester i et helt år med de to mixtapes The Bake Sale EP og That’s Stupid, og siden droppede helt af radaren. Men i løbet af den sidste måned er både Mikey Rocks og Chuck Inglish dukket op igen for alvor.

Mikey Rocks brækker det ned med sit Atlanta-flow (han er egentlig fra Illinois) på første single fra Freddie Gibbs’ nye projekt med dj.Fresh, The Worlds Freshest – en serie der tidligere har fået besøg af fx Raekwon the Chef. Tracket hedder ”I Wanna Do It”, og det dybe, dybe bass beat kombineret med det housede vocalsample og Jazzy Jeff-”Summertime”-lyden forvirrer mig lige nok til at jeg ikke ved om jeg vil bounce, snave eller ryge pot når jeg hører det:

Mikeys partner in crime, Chuck Inglish, har samtidig lige udgivet sit debutalbum, Convertibles.

Pladens 13 tracks er produceret i samarbejde med Incubus’ guitarist Mike Einziger (WHAAAAT?), og sporter guest verses af selvfølgelig Mikey Rocks, men også Action Bronson, Chance The Rapper, og albumaktuelle Chromeo. Chuck Inglish er ikke en lyrisk ekvilibrist, men han er sjov og solid.

Pladens to åbnere, ”Elevators” og ”Swervin’” er klassiske posse cuts på henholdsvis et run-of-the-mill West Coast beat og et dirty South-ditto, og bidrager som sådan ikke med noget særligt, men derefter bliver det mere interessant. Chromeo gæster ”Legs”, som er mere 70er funk-disco end hiphop, men Chuck Inglish groover glædeligt med med vers om lækre piger der danser. High brow-hiphop er det ikke – og who cares.

Pladens banger er nok det næsten Soulja Boy-esque ”Came Thru/Easily” med Ab-Soul og Mac Miller:

Ab-Soul er skarp som altid, og Mac Miller er faktisk fed, utroligt nok.

Priserne for Convertibles’ fedeste beat og mest corny hook går begge til ”Attitude” med BJ the Chicago Kid på flødemic:

Alt i alt er Convertibles et formfuldendt album, som du kan lytte til hele sommeren, men det er dog nok også glemt næste år.

Hiphop | Ugens udgivelse: Freddie Gibbs & Madlib – Piñata

Freddie Gibbs & Madlib - PinataDe sidste par år har Freddie Gibbs og Madlib udgivet et par EPer, alt imens de hele tiden har lovet et full lenght album. Det er så udkommet i dag.

Piñata, som deres colab album hedder, indeholder alt for mange skits – og hvem hader ikke dem – og varer en hel time. Men det er alt sammen lige meget, for af de 17 numre er der ikke nogen man vil være foruden.

Hvis du ikke kender Freddie Gibbs, så kan jeg sige at han stammer fra Gary, Indiana, og selvom det ikke lyder særlig G, er Gibbs en straight baller med masser af historier fra gadelivet. Det skinner igennem i hans tekster som altid balancerer mellem at være obnoxious og blærerøvsagtige, og ærlige og morsomme. Og så ligner han 2Pac, og lyder lidt som ham når han prøver.

Og Gibbs starter Piñata ud med et hurtigt etos-etablerende vers på ”Scarface”:

”Let’s jack this nigga cause he got some shit we can’t afford /
Another day in Gary, ‘nother couple niggas in the morgue”

Gibbs gangstarap-tekster står ofte i skarp kontrast til Madlibs soulsamplende produktioner, der som altid er så legende og spændende, at man aldrig keder sig, og det aldrig bliver monotont – alt det ved vi jo også fra hans Medicine Show-projekt, såvel som fra hans samarbejde med MF DOOM. Problemet med hans produktioner er dog ofte, at fordi de er så organiske har mange rappere svært ved at ligge på beatet, og det kommer til at lyde skævt. Freddie Gibbs er i stand til at moderere sit tempo og fange Madlibs skævheder, og det giver numrene og samarbejdet en form for troværdighed – man kan høre at de to har arbejdet sammen længe, og lagt noget i projektet.

Pladen sporter også en imponerende, eklektisk tour de force af featurings af rappere fra forskellige tider, regioner og stilarter. I flæng kan nævnes Scarface, Earl Sweatshirt og selveste Raekwon.

Også allestedsnærværende Danny Brown er med på et nummer – pladens obligatoriske joint-joint ”High”. Og det er måske det bedste af slagsen siden Kanye og Talib Kwelis ”Get em high”:

For mig er Piñatas absolutte højdepunkt dog dobbeltracksne ”Lakers” og ”Knicks” – et par hyldestnumre til både Best- og Beast coast. Og hvis du vil lege lidt hiphoptrivia kan du jo prøve at se hvor mange referencer du kan finde til andre tracks i Ab-Souls vers på ”Lakers”:

Vi må se når De La Souls Dilla-plade kommer,  men Piñata er indtil videre min klare favorit til årets hiphopudgivelse.