Tækkno | Ugens udgivelse: Owen Pallett – In Conflict

OwenPallett-InConflict_zpsd965caf1

Forestil dig James Blake, men som canadier, der spiller violin – måske er det derfor, ugens udgivelse ofte lyder mere organisk end Blakes knivskarpe, elektronisk klingende, vakuummer af beats. Ham her har lavet soundtrack til Her sammen med Win Butler. Han har samarbejdet med Brian Eno om det nyeste album. Han hedder Owen Pallett og det hedder In Conflict.

 

Det er fandens følsomt (som Blake), men samtidig energisk, pakket med power, ikke mindst på et nummer som “Song for Five & Six”.

I momenter bliver man i tvivl om, hvilken genre man hører, som på “The Riverbed”, hvor vi bliver kastet ud i noget lignende et arrangement for et symfoniorkester og et indierocknummer. Har ikke hørt albummet igennem mange gange, men her er en tidlig favorit, det er helt sikkert:

Det måske mest opløftende nummer på hele pladen hedder “On A Path”. Her får vi igen violinen at føle. Beatet er aldrig center stage, men bruges kun til at accentuere vokalen og harmonierne.

Ja, man bliver helt i tvivl, om det overhovedet kan kaldes tækkno. Det er dog under alle omstændigheder et af de mere spændende album, jeg er stødt på i år.

Tækkno | Ugens udgivelse: Brian Eno & Karl Hyde – Someday World

Image

Brian Eno og Karl Hyde har begået et mærkeligt, men fornøjeligt album. Puritanere vil nok savne konsistens, mens nørder vil prise den quirkyness, man får ud af at placere to herrer som disse i samme studie. Lad os da lige spole en smule tilbage og svare på spørgsmålet: “Hvilke to herrer?”

Jo…

Brian Eno er lidt af en levende legende. For sin del i ambientmusikkens udvikling. For sin producermagi, som blandt andre U2, David Bowie og Talking Heads har haft glæde af. For sine eksperimenter med generativ musik (kort fortalt musik, som hele tiden udvikler sig, således at man i teorien aldrig kan komme til at høre nøjagtig samme stykke musik to gange, hvis det er skabt som generativ musik).

Anyway, det her var mit første møde med Brian Eno:

…og her et senere samarbejde med David Byrne, som af en eller anden grund altid vender tilbage i min rotation.

Karl Hyde er et velkendt navn, hvis man har lidt tækkno i årene. Hvis du har det, har du højst sandsynligt hørt Hydes messende refræn “Shouting lager lager lager lager” på Underworlds legendariske “Born Slippy”.

Spol frem igen, til “Someday World”, og Eno og Hydes lange og mangefacetterede musikalske karrierer fornægter sig ikke – vi kommer hele vejen rundt. Cheerful, guitar-dreven popmusik blandet med synthlyden fra 80’erne (de to første numre melder sig på banen her), metallisk trip-hop (“Mother of a Dog”) og downright weird, sci-fi-trippy-techno stuff (“When I Built This World”) – på Underworld-måden, bevares, og det er en god ting.

Hvis du godt kan lide musik, der ikke rigtig lyder som så meget andet, hvor du får akustisk guitar, elektronisk bund, 80’ernes synth møder 10’ernes production value, gode og mærkelige sange og lidt smag af et syretrip, så giv denne plade et lyt. Jeg har været så venlig at servere et par smagsprøver nedenunder: