Tanker (og tømmermænd) fra Roskilde Festival 2014

World's Fair på Roskilde Festival 2014

Der var mange skuffede miner blandt hiphop-folket da først Drake og siden Chance the Rapper aflyste deres koncerter på årets Roskilde Festival. Når det så er sagt synes jeg hellere vi skal beskæftige os med nogle af de hiphop-shows vi faktisk fik lov at se.

Big Boi og Andre 3000 fra OutKast var vel nok årets helt store hiphop-booking, og på trods af den lidt ærgelige placering som åbningskoncerten på Orange, skuffede super-rapperne fra Atlanta på ingen måde. At Big Boi er en af verdens skarpeste mc’er, og at Andre 3000 er verdens nok mest charmerende, var der ingen tvivl om, da OutKast leverede deres lidt over 20 track lange setlist, som inkluderede superhits som “Roses” og “Ms. Jackson”, samt fan-favoritter som “Int’l Player’s Anthem” og “So Fresh, So Clean”. Lyden på Orange er blevet markant bedre i løbet af de seneste år, og det var rart til denne ellers bastunge koncert. Og så skal det lige siges at valget af “B.O.B.” som åbningsnummer var nok til at få min partner her på bloggen til at gå helt amok på en stor-forstuvet fod. Godt gået.

En anden topscorer på hiphop-programmet var selvfølgelig indie-darlings Dilated Peoples, som tilfredsstillede alle nørderne med en setliste der inkluderede en stribe hits på Alchemist- og Preem-produktioner, og sluttede af med en kanon version af “Worst comes to Worst”, dedikeret til the King of Monotone, GURU.

For mig var festivalens hiphop-højdepunkt dog undertippede World’s Fair, som med den frygtede lørdag-kl-13 booking på Apollo stadig formåede at starte en middagsfest foran et ellers i starten lidt trægt publikum. Det syv mand store kollektiv fra Queens var super tændte, og drog fordel af den samme dynamik som Wu-Tang altid har, som netop er en række dygtige mc’er der komplimenterer hinanden kanon. Bravo. Det var bare ærgeligt at vi ikke kunne have fået den koncert midt om natten i stedet.

Opvarmning til Roskilde Festival med Dilated Peoples

Dilated Peoples er ved at være nogle gamle drenge, men det betyder ikke at vi ikke glæder os til at se dem på Roskilde Festival om små to uger.

Slet ikke efter de lige droppede et nyt track (og video) produceret af alletiders bedste hiphopproducer DJ Premier, som de jo tidligere har arbejdet sammen med på “Worst Comes to Worst” og “Clockwork“.

“Good as Gone” hedder det, og det er simpelthen så tight at man ikke kan andet end glæde sig til Dilateds annoncerede album Directors of Photography, som kommer senere i år.

Særligt Evidences vers får dig til at glemme at der er gået 14 år siden deres første album kom ud, selvom han da lige giver et nod til det faktum at det er lidt siden vi har hørt fra dem:

Took heavy fire, survived the crash landing
Smiled to walk away from the wreckage, the last standing
They thought that it was gone for good
They figured it was good as gone

Dyrk det her, og så på Roskilde Festival:

Hiphop | Ugens udgivelse: Atmosphere – Southsiders

Atmosphere - SouthsidersMinneapolis duoen Atmosphere har udgivet deres ottende studiealbum siden 1997, og minder os endnu engang om relevansen af instrumentalt stærk hiphop. Gruppens MC, Slug, repræsenterer en bevægelse i moderne hiphop mod den hvide middelklasse, men Atmosphere har ikke på samme måde som mindre interessante Macklemore formået at bryde ud af undergrunden. Gruppen har dog gennem årene stablet en betydelig fanbase på benene, og på deres eget pladeselskab, Rhymesayers, har de samlet en imponerende roster af alt-hiphop, som bla. inkluderer MF DOOM, Aesop Rock og Roskildeaktuelle Dilated Peoples.

Alle Southsiders’ 15 tracks er produceret af DJ Ant, og der er ikke et eneste guest verse på hele pladen. Faren ved denne slags one Dj-one MC udgivelser er at de bliver ensformige, men samtidig er forcen også at de har potentialet til at blive langt mere personlige uden en række mere eller mindre tilfældigt valgte gæsterappere. Southsiders’må siges at falde i den sidste kategori. DJ Ant har nok producermæssige chops til at beatsne ikke bliver monotone, og Atmospheres generelle tendens til at arbejde med ’ægte’ musikere live kan også høres på Southsiders, hvis beats ser flere elguitarer end de fleste rapplader.

Pladens åbner, ”Camera Thief”, understreger Ants rolle i makkerskabet, med en næsten 40 sekunders instrumental intro som sætter moodet for hele Southsiders. Slugs flow minder meget om Brother Ali, som om også er Rhymesayers, og som Ali er hans tekster stærkt personlige:

I keep to myself, my family, and friendships
I’ve got enough people I could disappoint
If you disagree I think you missed the point

Southsiders’ måske stærkeste track kommer allerede som nummer to. ”Arthur’s Song” beskriver Slugs årelange misbrug af især alkohol, men også hvordan hans afhængighed af musik har reddet ham. Beatet, hvor Ant perfekt balancerer choppede vokalsamples og jazzet piano er noget af det mest soulfulde hiphop har set i lang tid:


(Og at det er en liveoptræden siger en del om kvaliteten af Slugs skills på en mic)

Som den opmærksomme lytter/læser måske har gennemskuet er pladen en hyldest til Atmospheres hjemstavn, og hvis man var i tvivl bliver det i hvert fald slået fast på det nærmest garagerockede titelnummer:

Hvorvidt Southsiders får noget radio airplay er nok tvivlsomt, men jeg ahr på fornemmelsen at Atmosphere ikke giver en fuck. Det er i stedet op til dig at opsøge pladen, for den er bestemt nogle lyt værd hvis du er glad for hiphop med indhold og sjæl.