Anmeldelse: Stefflon Don på Apollo

Fredag aften på Apollo-scenen gjorde Stefflon Don sit, for at bevise at hun er “the real don dada”.

Med stort hår og dansere der var on point manglede der i hvertfald ingen energi fra scenen, selvom publikum til tider var lidt svære at danse med. Men på trods af publikums lettere tilbagelænethed, pressede Stefflon Don på for at vise hvad hun kunne.

For en kunstner med et relativt begrænset repetoire var Steff enormt selvsikker, og kommanderede scenen på en overlegen facon. Det hele blev måske i øjeblikke lidt rodet på de numre hvor Stefflon Don rappede sine egne vers over backingtracks med andre rappere, men på hendes egne tracks som “16 Shots”, “Senseless”, og ikke mindst kanonbangeren “Hurtin’ Me” bragede hun virkelig igennem, og det lykkedes at få publikum lidt op i gear.

Der er ingen tvivl om at Stefflon Don er the “real ting”. Hun rapper bedre end de fleste vi har hørt på årets festival, og hun synger som en drøm. Og mændene var vilde med hende. Vi glæder os til hun kommer tilbage til Roskilde Festival til en større scene med et par top 10 hits i bagagen. Skal vi gætte på 2019?

Foto: @lagoni

Anmeldelse: Eminem på Orange Scene

Onsdag d. 4. juli 2018 blev dagen hvor en af Danmarkshistoriens måske mest ventede koncerter endelig løb af stablen, da Eminem aka Slim Shady aka Marshall Mathers spillede sin første koncert på dansk jord.

Og man kan mene hvad man vil om post-The Marshall Mathers LP, men det var dog en magtdemonstration fra den arrige, blonde fyr fra 313.

Der har allerede været en del snak om at lyden ikke var høj nok til Eminems koncert på Orange, men det mener vi nok ikke var sagen. På trods af en lidt famlende lyd på de ellers imponerende nye højtalere i starten af koncerten, havde Detroits konge af mikrofonen ingen problemer med at nå ud over dyrskuepladsen.

Når man så kigger nærmere på Slim Shadys marathon-set, må man sige at han kom godt rundt i sit mangeårige repetoire – selvom hovedvægten lå på hans nyere (ringere) diskografi. Sange som “Rap God” og “Berzerk” fik fuld spilletid, men hans måske tre bedste tracks, “My Name Is”. “The Real Slim Shady” og “Without Me”, blev klemt sammen i en publikumspleasende medley. En medley som så til gengæld afsluttede koncerten med maner, inden et ekstranummer i form af “Lose Yourself” (jeps, “mom’s spaghetti”) fik selv de mest beherskede koncertgængere til at gå apeshit.

Undervejs fik publikum dog også lov til at synge med på monsterhits som “The Way I Am” og “Stan” – på hvilket en imponerende Skylar Grey leverede Didos vokal.

Eminem havde publikum i sin hule hånd fra starten af sit set på næsten 30 tracks, så hvorfor han og hans hypeman, Mr. Porter fra D12, stadig tyede til de samme gamle tricks som alle rap-koncerter du nogensinde har været til, er mig en gåde. Ja ja, we get it. This side is louder! No that side is louder!

Og det var måske også symptomatisk for den lidt overfladiske publikumskontakt, som bar præg af indstuderede floskler, der har været med på verdensturne. Det virkede dog en enkelt gang som om den enorme crowd benovede selv Slim Shady – det må vi håbe han fortæller om til det næste møde i superstjerne-klubben, så RF kan lave flere af den slags bookings.

Foto: Jeremy Deputat

“I’m here to spread love”

Roskilde-interview: B from E

Housetroldmanden B from E spillede søndag 18.30 på Roskildes Countdown-scene. Med en skøn blanding af deep house, garage og eurodance/trance prøver han at sprede så meget god stemning som muligt på sin vej. Bas & Trommer fik en snak med en glad Frej Levin lige efter hans opvarmningsset ved Gaffavognen ved E-tårnet i Roskilde Vest.

Hvad var din reaktion, da du fandt ud af, Roskilde gerne ville booke dig?

Jeg forstod det ikke helt først. Altså, hvorfor skulle de booke mig? Det er sikkert ikke for at spille på en scene, tænkte jeg. Det er sikkert bare noget nede i campingområdet eller noget.

Men så gik det rigtig op for mig, og så blev jeg sgu rigtig glad. Det er stort.

Altså…da jeg kom på Roskilde var der ikke så meget elektronisk…fx i 2010, der var der den der Americano (Yolanda Be Cool – “We No Speak Americano”, red.) alle steder, men det var dét. Elektronisk var ikke det store på Roskilde. Det er stadig ikke det, som er mest i fokus, men de har dog fået mere elektronisk med på programmet de senere år. Det er sjovt, at de gerne ville hyre mig. Du ved, det er elektronisk musik, der er ingen vokal og det er lidt nørdet. Men det er vildt fedt.

Hvor kommer din lyd fra?

Det startede omkring, da jeg var 9-10 år gammel. Min helt store inspirationskilde er Vengaboys’ The Party Album fra 1999. Det var jo sådan en blanding af trance og eurodance og pop. Jeg hørte også meget ATB’s første album (Movin’ Melodies, red.).

Dét er min religion, dén lyd.

Så begyndte jeg at høre mere house, i takt med, at det blev mere synligt med fx Trentemøller. Jeg vil sige, at jeg laver house med en trance-indgangsvinkel, men også med andre inspirationskilder.

Hvis jeg skal beskrive min musik helt kort, så er det: 50 % detroit, 30 % UK garage og 20 % eurodance.

Hvad synes du, status er for elektronisk musik i Danmark?

Der er er ikke så meget housemusik, som fylder lige nu. Technofester er det helt store. Men det synes jeg virkelig bare er fedt. Jeg nyder, at det kører derudad for techno, og så følger der lidt house med en gang imellem. Alt kommer jo lidt i bølger. Det er en fed scene.

Har du et budskab til folk?

I’m here to spread love – all over the world – right here, right now.